Glimt

Det hele begyndte med et uskarpt, uformelt fotografi af en pige med et åbent, nysgerrigt og egensindigt blik. Der skulle ikke mere til. Et mere poleret billede ville have mistet netop den Nerve.

Da jeg havde afleveret omslaget, kom det op på et redaktionsmøde, og meningerne i rummet var skarpt delte. Halvdelen syntes, det slørede, uprofessionelle billede var præcis det rigtige. Den anden halvdel syntes, det trak hele udtrykket ned. Redaktøren, der sad med bogen, forsvarede beslutningen og fik den gennemført.

Indvendingen var rimelig nok. Et sløret snapshot på et Gyldendal-omslag er en risiko, og det er fair at spørge, om det ser sjusket ud frem for bevidst.

Men uskarpheden gør noget. Den fortæller, at bogen handler om et rigtigt menneske og en reel barndom — ikke en glansbilledeudgave. Og den mindsker afstanden til læseren, for de fleste af os har præcis de billeder liggende derhjemme: snapshots og feriebilleder, dårligt belyst, ude af fokus, gemt alligevel.

Inde i bogen er de private barndomsbilleder lagt på farvede flader. De trækker bogens humor og varme frem — uformelt, legende og uden at blive for poleret

Typografien holdt jeg simpel og ukrukket, næsten kontant. Den skulle møde pigens blik uden at pynte på det. Omslaget er bygget op om ét billede, ét blik og beslutningen om som designer ikke at stå i vejen for historien.