Bogdesign

Bryd igennem

Omslag, forsideillustration og tilrettelægning af Ole Grünbaums manifest om at bryde igennem de mure, der spærrer for udsynet til en anden fremtid.

Bogens forside med billede af en rød mur, spraymalet titel og et hul ud til en blå baggrund.

Gyldendal — Danmark, 2018

Omslag / Forsideillustration / Tilrettelægning

Jeg er vild med energien i denne bog. Den er et opråb, en opfordring til revolution, et vredesudbrud og en kærlighedserklæring på én og samme tid. Men også en erindringsbog med en hel del billeder.

Allerede under mødet med redaktøren Ole Knudsen kløede jeg mig i hovedet. “Det er jo ikke en coffee table-bog, vel …?” spurgte jeg forsigtigt for at få lidt flere ord på, hvad forlaget selv forestillede sig. “Nej, men bare lav et eller andet sjovt med skriften på forsiden!“ Det er en briefing, jeg har hørt før. (I den modsatte ende af skalaen står redaktøren, der selv har klippet og klistret et udkast sammen af billeder fra nettet).

Detalje af en rød betonmur med et flosset hul ud til blå himmel

Jeg kunne ikke rigtig få den energi frem, der sprænger sig vej gennem forfatterens tekster. De rummer så meget engagement og følelsesmæssig investering, at det kalder på noget mere stofligt end bare sjove bogstaver. Jeg havde mest lyst til at banke hul i en væg. Et beskidt krater. Eller rive et flosset hul i forsiden.

Og det blev det: en rød mur, en flosset åbning og et glimt af blå himmel på den anden side.

Helt omslag til Bryd igennem med forside, ryg og bagside

Jeg var faktisk rundt og kigge på betonvægge på Vesterbro i København, hvor jeg bor. Og selvom det havde været helt i bogens ånd, kunne jeg ikke få mig selv til at spraymale på en mur ude i byen. Grafikerens polerede version af hærværk er digitalt fremstillede, “spraymalede” bogstaver. Men den gamle betonvæg fandt jeg faktisk til sidst.

Omslaget skulle føles som tryk indefra. Ikke dekoration. Ikke attitude lagt ovenpå. En flade, der er ved at give efter.