Danske eventyr i Iran

Jeg sad i to uger med flere hundrede billeder uden rigtig at komme nogen vegne. Der manglede ikke materiale – Morten Hansted havde arbejdet på bogen i årevis – men der var ikke noget at vælge ud fra.

Det er en situation, jeg har stået i flere gange. Forlaget kaster en kasse billeder i hovedet på grafikeren og overlader både udvælgelsen og fortolkningen til det sidste led i kæden.

Vi løste det på et møde. Forfatteren, redaktøren og jeg satte os sammen og aftalte kriterierne, før jeg begyndte at sætte indholdet op: billeder, der fortalte en historie, frem for billeder, der bare dokumenterede. Portrætter blev nedprioriteret. Dokumenter skulle kun bringes, hvor de tilføjede noget, teksten ikke selv ssagde. Og billeder, der var for medtagne, blev frasorteret frem for at blive retoucherede..

Derefter begyndte bogen at ordne sig selv. Materialet kunne endelig læses som et forløb i stedet for som en bunke.

Herfra var opgaven at give stoffet en rolig og generøs struktur. Jeg arbejdede med et gitter, der lader billederne dominere uden at fylde siderne op. Bogen havde brug for luft, men ikke for afstand.

Fotografierne bærer det meste af det historiske nærvær. De fører læseren ind i perioden nærmest med det samme, så layoutet skulle understøtte den bevægelse frem for at forklare for meget rundt om den.

Nogle af dokumenterne har jeg gengivet som genstande frem for som flade billeder – lagt på siden, som om de var papirer på en hvid flade, med en let skygge. Det bryder layoutets stramme grid og giver dele af bogen en mere personlig, scrapbogsagtig karakter.

Den lille forskydning betød noget. Den gør arkivet mindre institutionelt og mere personligt – som om læseren bladrer i papirer, nogen har efterladt.